Kulissen

En podcast fra Aarhus Teater 

Velkommen til KULISSEN

I podcasten Kulissen dykker vært og tilrettelægger Louise Sejr Højmark ned i de mange historier, der findes bag scenerne på Aarhus Teater.

I podcasten vil vi gerne fortælle den store historie i den lille. Og du vil derfor opleve at den enkelte episode tager afsæt i noget konkret – fx en aktuel forestilling, en historisk begivenhed eller et menneske med noget på hjerte.
Kulissens jingle er fra Marie Koldkjær Højlund og Klaus Q Hedegaards musik til forestillingen Dancer in the Dark (2018).

OM LOUISE SEJR HØJMARK

Kulturjournalist Louise Sejr Højmark er fra juni 2023 tilrettelægger og vært på KULISSEN. Hun er uddannet BA i medievidenskab og nordisk sprog og litteratur samt cand.public. i analytisk journalistik. Når Louise ikke optager podcast, arbejder hun som pressemedarbejder på Aarhus Teater og som freelancejournalist. 


Anders Baggesen – Livet på scenen

Har du set en forestilling på Aarhus Teater inden for de sidste +40 år, så kender du med høj sandsynlighed til skuespiller Anders Baggesen. Siden han blev optaget på Aarhus Teaters elevskole i 1977, har Anders Baggesen nemlig spillet med i langt mere end 100 forestillinger på teatret – og så har han desuden optrådt på en række af landets andre scener, været med julekalenderne Jul på slottet og Jul på Kronborg og instruereret både skuespil, revyer og musikforestillinger.

Men hvorfor var det lige teatret, Anders Baggesen kastede sin kærlighed på? Hvad er det ved skuespilfaget, han elsker, og hvorfor føler han sig efter mere end 40 år i branchen stadig priviligeret, når han møder ind på Aarhus Teater? I den her episode af KULISSEN giver Anders Baggesen et unikt indblik i et langt teater- og skuespillerliv. Lyt med, når han blandt andet fortæller om, hvordan Bodil Udsen lærte ham skuespillerens læresætning nummer ét, hvad frihed har betydet for hans liv, og hvad den nu 65-årige Anders ville sige til sit nyuddannede 19-årige jeg. Og hvem ved - måske dukker der også et par gæstestjerner op undervejs, som giver deres besyv med om Anders?

I episoden indgår lydklip fra læseprøven på årets familieforestilling Julefeber, som spiller på Store Scene frem til den 21. december 2023.

Vært er Louise Sejr Højmark, der også har tilrettelagt og redigeret episoden.

I sæson 2023/24 medvirker Anders Baggesen i

Ekstramateriale til afsnittet

Litteratur på scenen

Lykke-Per, Et Juleeventyr, Jane Eyre, Brødrene Løvehjerte, Idioten, Mit levende hjerte, Se dagens lys. Alle er eksempler på forestillinger, der gennem tiden er opført på Aarhus Teater – og alle er titler på romaner, som forestillingerne bygger på.

Det er nemlig ikke kun dramatik, der bliver til scenekunst, men også litteratur, og dét er afsættet for denne episode af Kulissen: Lyt med, og bliv klogere på – blandt andet - hvordan man omsætter et litterært værk til en tekst, der fungerer på teaterscenen, samt hvornår og hvorfor tendensen med at sætte litteratur på scenen opstår.

Episodens gæst er instruktør og huskunstner på Aarhus Teater Sigrid Johannesen. Hun fortæller om tendensen med udgangspunkt i sit arbejde med at iscenesætte forfatter Maren Uthaugs roman En Lykkelig Slutning.

I episoden indgår lydklip med ensembleskuespiller Christian Hetland i rollen som karakteren Nicolas, ligesom du kan lytte til forestillingens lyddesign, der er skabt af Asger Kudahl. Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus i Dramaturgi ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, har bidraget til historisk baggrund.

Vært er Louise Sejr Højmark, som også har tilrettelagt og redigeret episoden.  

Forestillinger i 2023/24 med litterært ophav:

Ekstramateriale til afsnittet

Teaterkoncerten

TV-2. Nick Cave. Beach Boys. Anne Linnet. Johnny Cash. Tom Waits. Kim Larsen. Bob Dylan. Leonard Cohen. Mozart. John Lennon. CV Jørgensen. Danske pophits. Aarhusiansk rock. Den danske sangskat.

Du har måske allerede gættet det, men det her er de kunstnere og musiksamlinger, der siden 2006 har været i fokus i en lang række teaterkoncerter på Aarhus Teater.

Og det er lige netop, hvad den her episode af Kulissen skal handle om: teaterkoncerter. For hvad er en teaterkoncert egentlig? Hvad er historien bag? Gæst er instruktør Nicolei Faber, som med Natten er aktuel med seneste skud på teaterkoncert-træet.

Episoden er tilrettelagt og redigeret af Louise Sejr Højmark.

Lektor Michael Eigtved, som blandt andet forsker i musikteater ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, har bidraget til baggrund med fakta om teaterkoncertens historie.

Det kreative team bag NATTEN består af instruktør Nicolei Faber, Aarhus Teaters huskomponist Marie Koldkjær Højlund, komponistduo Den Sorte Skole, scenograf Julian Juhlin, koreograf Marie Brolin-Tani, lysdesigner Mathias Hersland og lyddesigner Lars Gaarde.

I episoden, som kan lyttes til i spilleperioden, indgår musik komponeret af Marie Koldkjær Højlund og Den Sorte Skole

Ekstramateriale til afsnittet

Da bomberne sprang på Aarhus Teater

Natten mellem den 21. og 22. februar 1945, bliver der smidt bomber på Aarhus Teaters fortrappe – med store konsekvenser til følge.

Men hvorfor blev bomberne smidt? Hvem smed dem? Hvad skete op til? Og hvad skete efter? 

Tag med 78 år tilbage i tiden, når vært Louise Sejr Højmark og teatrets historiker og arkivar, Marianne Phillipsen, giver svar på, hvad der egentlig gik for sig før, under og efter den dramatiske februarnat i 1945.

Episoden er tilrettelagt og redigeret af Louise Sejr Højmark.

Ekstramateriale til afsnittet

Tidligere afsnit

Podcasten Kulissen blev oprindelig skabt til Aarhus Teater med vært Mathias Wissing. Episoderne tog afsæt i aktuelle forestillinger og samtaler med spændende personer på teatret. 

Pr juni 2023 er Louise Sejr Højmark vært på Kulissen og man vil som lytter opleve et nyt format i podcasten - indholdet tager dog som altid afsæt i livet i og omkring Aarhus Teater. 

Du kan stadig lytte til de mange gode samtaler i Kulissen "første sæson" på din podcast tjeneste.